
Braisering og mos!
Du skal bruge:
1 svineskank med ca. 300 g kød
2 dl koldpresset æblemost
1 dl hvedeøl
4 dl vand
50 g langtidsristede flækkede rugkerner
200 g kartofler
2 løg
salt og peber
Ærtemos
150 g grønærter (frost)
2 spsk. yoghurt naturel
1 spsk. koldpresset rapsolie
1 spsk. æblecidereddike
2 skiver groft brød
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 250 grader.
Læg skanken i en lille bradepande, gnid den med salt, og brun den i ovnen ved 250 grader i ca. 30 minutter. Hæld most, øl og vand på, skru ned til 140 grader, og lad skanken braisere i 1 time. Imens, skyl rugkernerne i en sigte under rindende vand. Skær kartoflerne i kvarter. Skræl løgene, og skær dem i både.
Efter en time: Kom rugkerner, kartofler og løg omkring skanken, og lad det braisere i yderligere en times tid. Smag til med salt og peber.
Ærtemos: Lad ærterne ligge ude, så de tør op. Kom ærter, yoghurt, rapsolie og eddike i foodprocessoren, og blend det i 10 sekunder til en grov puré. Smag til med salt og peber.
Spisetid: Tag skanken op, og læg den på et spækbræt. Pil skindet af, og pluk kødet fra benet. Læg kødet tilbage i bradepanden, og servér med ærtemos, brød og evt lidt syrlig-sød æble-havtornketchup til.
2